Majbritte Ulrikkeholm
Meditativ koncert med Majbritte Ulrikkeholm En koncert med Majbritte Ulrikkehom er en meditativ oplevelse. Her er det musikken, der har ordet. Majbritte lader sine sange akkompagnere af keyboards, lerfløjter og japansk harpe, leveret af verdensmusikeren Søren Frieboe. Selv spiller Majbritte guitar og understreger stemningen ved hjælp af tibetanske klokker og syngeskåle. Der vil være sange fra Majbrittes mange albums: Fra 'The Door to Silence' med meditative tekster om den universelle tro, fra den poetiske trilogi med tekster af bl.a. William Blake, og fra den aktuelle 'Rising from Love', hvor det spirituelle kærlighesforhold beskrives i ord og toner. Desuden vil der ind i programmet være vævet et udvalg af kendte danske sange i nye fortolkninger samt spirituals, der minder publikum om, at Majbritte Ulrikkeholm har en fortid som gospel- og blues-sangerinde. Et alsidigt og stemningsfuldt program, der hylder stilheden bag musikken og tager sjælen med på en rejse ind i poesiens forunderlige og magiske rum. Ved koncerten sørger Majbritte selv for lydanlæg og lydtekniker. Arrangøren er dog ansvarlig for scenelys, der passer til musikken. Dette aftales inden koncerten. Desuden skal der forefindes et rum, hvor musikerne kan forberede sig uforstyrret inden koncerten. I kirker plejer kirkens sædvanlige lys at være tilstrækkeligt, men mange kirker vælger at have levende lys for at understrege den meditative oplevelse. Sangene udtrykker en universel spiritualitet, respekt for naturen, næstekærlighed og fred, og Majbritte Ulrikkeholm afholder sine koncerter i kirker, gymnasieskoler, forsamlingshuse, biblioteker, koncertsale, o.l. Musikalsk Foredrag: I dette foredrag tager Majbritte Ulrikkeholm publikum med på en rejse gennem sang og fortælling ind i det spirituelle univers, der findes bag hendes sange og bøger. Hun vil fortælle om sit liv med musikken og om hvordan hun blev forfatter. Hun vil fortælle om de sære hændelser og magiske stunder, der altsammen er en del af det univers, hun er kendt for som sangskriver og fortæller. Hun vil undervejs læse op fra sine bøger og fortælle om sit aktuelle arbejde med digteren Kahlil Gibran, som har udmyntet sig i CDen 'Songs from the Prophet'. Ved dette foredrag har Majbritte guitaren med, og der vil være masser af sang til at akkompagnere fortællingen om en kunstners liv. Der kræves et anlæg med effekter til stemme og guitar samt en kyndig person til at betjene det. Foredrag uden musik - Det Magiske Rum. I dette foredrag fortæller Majbritte Ulrikkeholm med udgangspunkt i bogen 'Det Magiske Rum' om det kreative liv, som kan leves af alle mennesker uanset alder, baggrund og køn. Hun går bag om de tankemønstre, der blokerer mennesker i deres naturlige kreativitet, og hun anviser veje til at forvandle negative forestillinger til kreativ energi. Undervejs i forløbet vil der være nemme øvelser, som publikum frit kan vælge, om de vil deltage i. Ofte er deltagerne gået fra foredraget med inspiration til nye projekter. Arrangøren skal sørge for forstærkning, der er i overensstemmelse med rummet og publikums omfang. Dette aftales inden foredraget. Men en mikroporter plejer at være passende. For nærmere information, kontakt venligst Arte på tlf: 38 48 15 55 eller UlrikkeholmSeminar på tlf: 32 84 86 01.
|